6 sandheder og fordomme om tyskere

I stærk konkurrence med vores svenske broderfolk er tyskerne nok det folkefærd, vi danskere morer os mest over. Men hvor mange af vores fordomme er egentlig sande?

Tyske pølser

Efter sammenlagt et års ophold i Tyskland har jeg efterhånden fået et godt billede af, hvordan tyskerne i virkeligheden er. Som dansker var jeg selvfølgelig i begyndelsen også udstyret med alle de typiske fordomme, vi har om vores kære naboer. Jeg har derfor tilladt mig at foretage en ganske subjektiv undersøgelse af de mest udbredte af slagsen. Se her, hvilke der er blevet gjort til skamme og hvilke, der stædigt lever videre.

1. Tyskere er humorforladte

Falsk. Tyskere elsker at grine sammen, og jeg har endda taget enkelte af dem i – gisp! – at grine af sig selv. De såkaldte underholdningsprogrammer på tv er en helt anden snak, som jeg ikke vil klandre den menige tysker for.

2. Tyskere er overdrevne ordensmennesker

Sandt. Den her kommer vi ikke udenom. Tyskere elsker alt, hvad der hedder lister, skemaer, tidsplaner og dagsordener. Ordnung muss sein. Ved togforsinkelser på to minutter lyder der en højtidelig undskyldning over højttalerne på perronen. I kid you not.

3. Tyskere har dårlig musiksmag

Falskmed et gran sandt. Tro det eller ej, men der bliver faktisk produceret god, tysksproget musik. Til nybegyndere kan jeg anbefale Maxim og Tim Bendzko. Til gengæld er tyskere også vilde med David Hasselhoff. Men hey, who cares, du elsker jo også den her:

4. Tyskere er nærige

Falsk. Tyskere har ry for at vende hver eneste euro og cent og holde skarpt regnskab ved udlån af penge. I så fald gør de det i skjul, for jeg har aldrig oplevet det. Tværtimod ser jeg tyskerne som meget gavmilde, og når de giver gaver, er de personlige og velovervejede.

5. Tyskere er workaholics

Sandt. Forlader du kontoret præcis til fyraften, kan du godt regne med forundrede og/eller dømmende blikke fra dine kollegaer. Hårdt arbejde er en dyd, og det forventes tit, at du yder lidt mere, end du er forpligtet til.

6. Tyskere er bureaukratiske

Sandt. Muligheden for at udfylde fx offentlige papirer online er sjælden til ikke-eksisterende. Hvis du er heldig, kan du printe dem ud, udfylde dem i hånden og sende den med posten – eller evt. faxe den. Tyskere elsker at faxe.Grandma Finds the Internet

Et lile PS: Listen er på alle måder subjektiv og hamrende generaliserende. Jeg er vild med tyskere, og som hos alle andre er det de små særheder, der for alvor gør dem elskelige. Har du ingen tyskere i dit liv, så find nogen hurtigst muligt – eller prøv bare at leve dit liv lidt mere tysk. Viel Spaß!

Lidt om høflighed

Be Fucking Polite

Høflighed kan antage rigtig mange former, men har meget ofte noget med ord at gøre. Det kan være høfligt at ytre sig – fx med et “tak”, mens det i andre situationer er mest høfligt bare at holde sin mund.

Jeg synes især, at høflighed er interessant i forbindelse med Tyskland. Meget tidligt i tyskundervisningen lærer man, at det er høfligt at sige De (altså “Sie” på tysk) til folk, man ikke kender godt. Det gælder især mennesker, der er ældre end en selv eller har en højere status – fx en elev, der taler til sin lærer. Men det gælder altså ikke altid…

Sidste år læste jeg et semester i Berlin og var dermed heller ikke på fornavn med mine undervisere. Til sidst kunne jeg faktisk slet ikke huske andet end deres efternavne. Underviseren på et sprogkursus, jeg deltog i i begyndelsen af mit ophold, insisterede dog på, at vi kaldte ham ved fornavn og ellers tiltalte ham med “du”. Og sådan var der flere undtagelser undervejs. Nogle undervisere foretrækker eksempelvis at bruge det, man kalder “das Hamburger-Sie”. Det betyder, at man kalder hinanden ved fornavn, men stadig bruger den høflige tiltale “Sie”.

Da jeg en dag var ude at handle og havde brug for hjælp af en medarbejder, blev jeg for alvor forvirret. Jeg tiltalte ham naturligvis med et “Sie”, mens han konsekvent sagde “du” til mig. Til at begynde med blev jeg faktisk lidt fornærmet – for jeg talte jo høfligt til ham, så kunne han vel gøre det samme til mig (ja, den tyske mentalitet smitter ret hurtigt af). Men så slog det mig, at det måske netop var høflighed, omend på en lidt omvendt måde, end jeg efterhånden var vant til i det tyske. Måske forsøgte han netop som en venlig gestus at signalere, at vi altså ikke behøvede tiltale hinanden med De. Samme opfattelse mødte jeg hos en berliner, som jeg talte med i det danske sommerland for kort tid siden. Han syntes, at det var vældig sympatisk, at vi danskere konsekvent siger du til hinanden (og at vi “kun” kører 130 på motorvejen, men det er en helt anden historie…).

Høflighed er altså en sjov størrelse, som konstant er i forandring. Så måske er det faktisk ved at blive høfligt at være lidt mere kammeratlig og lidt mere uhøflig?

Som et lille ps. vil jeg lige anbefale facebooksiden https://www.facebook.com/hoflighed. Bagmanden er altid sjove Thomas Skov Gaardsvig (bl.a. kendt som praktikanten på “Det nye talkshow” med Anders Lund Madsen), der, i en række programmer, der sendes på dr2 til efteråret under navnet “Høflighed på 100 dage”, kæmper for at få høfligheden tilbage i Danmark. Det handler bl.a. om opmærksomhedskrævende mobiltelefoner og personlige samtaler i offentlige transportmidler og ser meget lovende ud!