Lidt om høflighed

Be Fucking Polite

Høflighed kan antage rigtig mange former, men har meget ofte noget med ord at gøre. Det kan være høfligt at ytre sig – fx med et “tak”, mens det i andre situationer er mest høfligt bare at holde sin mund.

Jeg synes især, at høflighed er interessant i forbindelse med Tyskland. Meget tidligt i tyskundervisningen lærer man, at det er høfligt at sige De (altså “Sie” på tysk) til folk, man ikke kender godt. Det gælder især mennesker, der er ældre end en selv eller har en højere status – fx en elev, der taler til sin lærer. Men det gælder altså ikke altid…

Sidste år læste jeg et semester i Berlin og var dermed heller ikke på fornavn med mine undervisere. Til sidst kunne jeg faktisk slet ikke huske andet end deres efternavne. Underviseren på et sprogkursus, jeg deltog i i begyndelsen af mit ophold, insisterede dog på, at vi kaldte ham ved fornavn og ellers tiltalte ham med “du”. Og sådan var der flere undtagelser undervejs. Nogle undervisere foretrækker eksempelvis at bruge det, man kalder “das Hamburger-Sie”. Det betyder, at man kalder hinanden ved fornavn, men stadig bruger den høflige tiltale “Sie”.

Da jeg en dag var ude at handle og havde brug for hjælp af en medarbejder, blev jeg for alvor forvirret. Jeg tiltalte ham naturligvis med et “Sie”, mens han konsekvent sagde “du” til mig. Til at begynde med blev jeg faktisk lidt fornærmet – for jeg talte jo høfligt til ham, så kunne han vel gøre det samme til mig (ja, den tyske mentalitet smitter ret hurtigt af). Men så slog det mig, at det måske netop var høflighed, omend på en lidt omvendt måde, end jeg efterhånden var vant til i det tyske. Måske forsøgte han netop som en venlig gestus at signalere, at vi altså ikke behøvede tiltale hinanden med De. Samme opfattelse mødte jeg hos en berliner, som jeg talte med i det danske sommerland for kort tid siden. Han syntes, at det var vældig sympatisk, at vi danskere konsekvent siger du til hinanden (og at vi “kun” kører 130 på motorvejen, men det er en helt anden historie…).

Høflighed er altså en sjov størrelse, som konstant er i forandring. Så måske er det faktisk ved at blive høfligt at være lidt mere kammeratlig og lidt mere uhøflig?

Som et lille ps. vil jeg lige anbefale facebooksiden https://www.facebook.com/hoflighed. Bagmanden er altid sjove Thomas Skov Gaardsvig (bl.a. kendt som praktikanten på “Det nye talkshow” med Anders Lund Madsen), der, i en række programmer, der sendes på dr2 til efteråret under navnet “Høflighed på 100 dage”, kæmper for at få høfligheden tilbage i Danmark. Det handler bl.a. om opmærksomhedskrævende mobiltelefoner og personlige samtaler i offentlige transportmidler og ser meget lovende ud!

Reklamer